Månedens Salme

Jeg kender dit ansigt på korset

Månedens salme for april ”Jeg kender dit ansigt på korset” er en moderne påskesalme, der er skrevet af Inge Hertz Aarestrup i 1995. Salmen bearbejder det faktum, at vi ikke fysisk kan se Jesu ansigt, men at vi stadig kender det, fordi vi ved, hvem han er.

Han er dels den lidende menneskesøn på korset, der døde i smerte for vores skyld, han er dels den fattige på gaden, der rækker en hånd ud efter vores hjælp, han er dels den imødekommende overfor de, der opsøger ham, som børn gør det (mar. 10, 14), han er dels den trøstende for de, der er i sorg og har mistet og han er dels den, der vil oprejse os fra de døde, når ”sollysets tøven er endt”.

Salmen beskriver også, hvordan Jesus ønsker, vi mennesker skal imødekomme ham. Vi skal hjælpe vores næste og de, der har brug for os (v2), og så skal vi forholde os til Jesus, som børn gør det; det vil sige være frie, åbne og ubekymrede i troen, og lovsynge ham med glæde (v3).

Påskesalmen er moderne i den forstand, at dens afsæt ikke blot ligger i at beskrive påskeevangeliet, men i, hvordan påsken dengang har betydning for os i dag. På grund af påsken kender vi i Jesu ansigt i dag – fordi al kærlighed, som ikke søger sig selv, er et glimt af hans ansigt – og dét skal vi se klart og tydeligt den dag, vi farer til Paradiset med ham.

Melodien er skrevet af Thomas Reil i 2015, og den har nummer 827 i salmebogstillægget: ”100 salmer.”

Andreas Nørgaard

Jeg kender dit ansigt på korset,
du lidende Menneskesøn.
Jeg tror du er ét med Gud Fader,
du kommer fra højeste sted,
du gengælder ondskab med godhed,
du lyser fra korset Guds fred.

Jeg kender dit ansigt på gaden,
du Gud som blev menneskers bror,
du sidder på bænken med poser
og dækker dit fattige bord.
Jeg skynder mig væk fra din nærhed
og undgår dit spørgende blik.

Jeg kender dit ansigt i kirken,
du Gud som er børnenes ven,
du leger med larmende unger
og engle som ingen kan se.
Du tysser på harmfulde voksne
som glemmer at synge og le.

Jeg kender dit ansigt i mørket
når alt hvad jeg elsker er væk,
når sanserne stirrer i blinde
og sindet er stivnet af skræk.
Du rører mit livløse ansigt
og tegner dit eget portræt.

Jeg kender dit ansigt en morgen,
lyslevende Menneskesøn,
du kalder de døde fra dybet
og gør din velsignelse kendt.
Jeg møder dig ansigt til ansigt
når sollysets støven er endt.